At bo på Højen

Vi ønsker at bruge vores  bofællesskab til at vedligeholde og udvikle rammer for det gode liv.

Når du flytter ind på Højen, flytter du ind i et bofællesskab med 45 beboere. Nogle bor alene og andre er par. Efterhånden har de fleste af os forladt arbejdsmarkedet, og erstattet arbejdslivet med andre aktiviteter og frivilligt arbejde. Hovedparten af os har boet her siden opstarten i 2009.

Vores bofællesskab bestå af egne boliger med små haver, samt et stort fælleshus og fælles udearealer, som danner ramme om mange aktiviteter. Fælleshuset indeholder et stort industrikøkken, gæsteværelser, toiletter og bad, møderum, værksted, motionsrum, musikrum, bibliotek og en stor spisestue.

Det fælles liv har fælleshuset som krumtap, f.eks. til afholdelse af møder i diverse grupper, træning i motionsrummet, kreativitet i værkstedet, reparation af cykler, fester og fredagscafe. Men kittet i vores bofællesskab er absolut fællesspisningen. Vi spiser sammen 3-4 gange om ugen, og vi tilstræber, at råvarerne er  økologiske. Du bliver ved indflytningen tilknyttet et madhold, som står for madlavning og rengøring af fælleshuset hver 5. uge.

For at lette den første tid, får du tilbudt en mentor, som vil indføre dig i livets gang på Højen, og som du løbende kan spørge til råds om store og små udfordringer.

Det er vigtigt, at du får skabt nogle gode relationer til de andre beboere, så du hurtigere bliver en del af fællesskabet. Den bedste måde at gøre det på er:
 At du hurtigt kommer med i en eller flere af de
igangværende arbejds- og interessegrupper.
 At du deltager i vores sociale arrangementer og byder ind
på nogle af de opgaver, som skal løses.
 At du deltager i den løbende vedligeholdelse af
bofællesskabet.

Du bliver, ved indflytningen tilknyttet et madhold, som  også vil være
behjælpelig med stort og småt.